Menu

1. holdet vil spille med i toppen!

image
Thomas Florczak
30. maj 2019 kl. 10:16
Det står klart efter tirsdagens 4-1 sejr over Søllinge Sport og Fritid

Serie 3.2, pulje 4
Søllinge SF - Aunslev IF 1-4 (1-1)

Hvis den kommende topkamp mod Kerteminde, skulle blive en reel faktor i kampen om 1. pladsen, så krævede det endnu 3 point.

AIF'erne fik solen i ryggen til 1. halvlegs start og prøvede på ny at overrumple modstanderen med en lang bold på opgiversparket. Det var umanerlig tæt på at give pote, da Jesper Elgaard sendte Allan Mikkelsen fri til afslutning - desværre endte bolden i sidenettet lige bag stolpen.

I en kamp, der I starten bølgede lidt frem og tilbage, tog Aunslev føringen efter godt og vel 10 minutters spil.

En løs bold på midten af banen, hoppede hen til Thomas Florczak, der tog chancen fra distancen og klappede til kuglen. Bolden svævede op i krogen og så var en meget sjælden scoring en realitet for anføreren.

Det tidlige føringsmål gav ikke det rygstød man ofte ser og istedet kom hjemmeholdet bedre og bedre med i kampen. AIF'erne havde det vanskeligt med, at bolden blev flyttet hurtigt rundt og forsvaret måtte gang på gang træde i karakter.

Anders Florczak og Michael Stenfelt blev sendt i aktion med 10 minutter til pausen og førstnævnte var endda ganske tæt på at bringe holdet på 2-0, da en frispilning i venstresiden endte med en afslutning I modsatte hjørne. Desværre stod stolpen i vejen for en flot scoring.

Lidt senere kom man også til en dobbeltchance, hvor Allan Mikkelsen var tæt på at sende returbolden i nettet.

Det blev dog værterne, der slog til inden pausen. Et godt drev med bolden, endte med et korrekt dømt straffespark. En velspillende Mads Riis forsøgte at regne sparket ud, men afslutningen blev sat ind i midten af målet til pauseresultatet 1-1.

AIF'erne var en smule knækket, men bestemt ikke slået og en god indstilling fra 2. halvlegs start, gav gode forhåbninger.

Bolden blev hovedingrediens i flere gode kombinationer, hvor man bare lige manglede det sidste held. I modsatte ende af banen, arbejdede forsvaret forbilledligt og lavede man endelig en fejl, var man hurtig over bolden igen.

Efter 20 minutters spil fik Rasmus Wang tilkæmpet sig et frispark midt for mål. Anders Florczak, der viste god sparketeknik i forrige kamp, prøvede heldet af igen og minsandten om ikke bolden også denne gang fandt vej til nettet - helt uden chance for keeperen.

Det skulle blive startskuddet til en flot afslutning på kampen. Scoringen gav nu et mentalt overskud og man kom frem til flere gode situationer. Allan Mikkelsen forsøgte flere gange at finde Rasmus Wang i feltet og efter et par 'lige ved og næsten' situationer kom forløsningen, da makkerparret sammen gjorde det til 3-1.

Med 5 minutter tilbage af opgøret lukkede AIF'erne alle drømme om point til bundholdet. Anders Florczak tog bolden med hen over midten og efter kvikt kombinationsspil, kunne Rasmus Wang runde målmanden og notere sig for sin 2. scoring.

Med sejren rykker holdet igen op på rækkens 1. plads, hvor forfølgerne Kerteminde og Ullerslev altså har en kamp i hånden. For førstnævntes vedkommende gælder det en udebanekamp på Aunslev Stadion lørdag d. 1. juni kl. 15:00.

Kampens spiller blev fuld fortjent Kristian Lykke.