Til trods for en aldersforskel på mellem 3 og 5 år, formåede begge hold at få rigtig meget ud af kampen og efterfølgende var der da også enighed blandt de to holds trænere, om at det ikke var sidste gang, man havde spillet sådan en træningskamp.
Set fra U19 holdets side var formålet med kampen, at få prøvet en masse nye ting af, da man op til næste kamp, er man ramt af en stribe afbud. Træningskampen skulle derfor være medvirkende til, at finde løsninger på dette. Set i forhold til sidste weekends kamp, var der da også kun en enkelt spiller, der var at finde på sin vante plads. Ligeledes var man utrolig opsat på at gå ud og spille en god gang bold, hvor man i modsætning til sidste kamp mod Tarup/Paarup, for alvor skulle finde det gode og fornuftige spil frem.
Fra kampens start var det tydeligt at se at det var et U19 hold, der var kommet på banen for at lade fødderne tale og lige fra første fløjt spillede man yderst velovervejet og med utrolig stor disciplin.
I angrebet brugte Simon Quistgaard sin hurtighed til at skabe flere gode chancer i kampens indledning. Stille og roligt fik man arbejdet kanterne mere med i spillet, hvilket betød at man nu kunne angribe bredt, dette medførte en række gode opspil, som dog lige manglede den sidste skarphed, for at kunne omsætte det til et føringsmål.
Efter godt og vel 25 minutters spil, måtte et hårdt arbejdende U15 forsvar dog bukke under for presset. Efter et frispark i venstre side, fandt bolden vej ind over stregen, efter lidt klumpspil inde foran mål. Små 10 minutter senere kunne Anders Nicolajsen, gøre det til 2-0, da han efter et par gode træk, og en ligeså god afslutning, sendte bolden i kassen.
Pausen blev brugt på at rokere lidt på de forskellige pladser, og ikke mindst opfordre spillerne til at forsætte den fornuftige spillestil.
Anden halvleg startede med to hurtige scoringer. I første omgang fandt Anders Nicolajsen en helt fri Simon Quistgaard, som uden problemer kunne sætte sidste fod på et godt angreb. Minuttet senere var Anders Nicolajsen igen på spil og kunne score sit andet mål i kampen.
Næste kvarters tid bølgede spillet lidt frem og tilbage, hvor der ikke rigtigt blev produceret de helt store chancer. Anden halvlegs mest spektakulære situation fandt sted da Morten Florczak måtte tage en ufrivillig pause på bænken, som følge af et gult kort. Hvor det kom fra, var vist kun dommeren der kunne svare på.
Jacob Hansen, som i øvrigt også havde fødselsdag, stod for kampens sidste scoring, da han var gået med i feltet og på akrobatiske vis, kunne sparke et indlæg i nettet. Kampen sluttede dermed 5-0.
Lagt vigtigere end resultatet var dog at begge hold havde haft en god og sjov oplevelse og derved fået en god omgang træning. Hele kampen forløb i god takt og tone, U19 holdet spillede med stor disciplin og god variation i spillet, og efterfølgende var der også enighed om at U15 drengene, havde fightet rigtig flot og tydeligvis var et rigtig godt fodboldhold med masser gåpåmod og potentiale.
At hele holdet havde spillet en god kamp, var også tydeligt at se på fordelingen af stemmerne til titlen som kampens spiller, i og med at hele seks forskellige havde fået stemmer. Mikkel Boye, Anders Nicolajsen og Simon Hold kunne med hver to stemmer dele andenpladsen, mens Emil Hansen løb med førstepladsen med i alt fem stemmer.
I weekenden skal U19 holdet igen i aktion, denne gang på udebane, hvor Faldsled/Svanninge venter. Kampen spilles på søndag i Svanninge og fløjtes i gang kl. 13.00.