
- Topunderholdning, det var hvad de fremmødte fik at lune sig på, på en ellers småkold semtemberaften.
Optakten til lokalopgøret var som det bør være til sådan et opgør med diverse drilleri på digitale medier og selvfølgelig også mand til mand. Alt sammen i en venlig men bestemt også med en vis grad af alvor iblandt. Allerede i omklædningsrummet fornemmede man, at dette var en kamp ud over det sædvanlige og koncentrationen lyste ud af den enkelte spiller.
Dommerens lodtrækning inden kampen skulle vise sig, at gå imod ønsket for de tændte AIF spillere med modvind til følge. Modvinden bevirkede, at AIF spillerne skulle bruge de første 15-20 minutter til lige at få set kampen an, og få de rigtige aftaler på plads på banen og initiativet i denne periode lå hos hjemmeholdet. Bedre blev det ikke, da en skadet Marcus Møller Christensen efter 20 minutter måtte lade sig udskifte med en skade og ny på banen var Alex Pichardt hvorefter lidt rokeringer blev foretaget. I samme periode fik Ullerslev også skabt nogle muligheder uden dog de helt store af slagsen.
AIF spillerne kom mere og mere ind i kampen med gode opspil og afslutninger til følge. Det skulle dog være Ullerslev der først fik hul på bylden. Efter et godt gennembrud i højre side blev en aflevering sendt fladt ind foran mål, og en af hjemmeholdet spillere kunne udplacere en ellers godt spillende og chanceløs Rune Terndrup i målet. Spillerne lod sig bestemt ikke ryste af hjemmeholdets scoring og fortsatte det gode opspil og 5 min senere kom udligningen, da Mikkel Boye flot fik tilkæmpet sig bolden og sendte en super aflevering til en fri Oliver Laursen som kvitterede med en sikker scoring. Det sidste af halvlegen bølgede frem og tilbage med gode muligheder i begge ender.
Pausen blev brugt til et par justeringer vel vidende at vinden nu ville komme i ryggen. Christian Skov kom på banen i steder for Sejer Nielsen og efter et par rokeringer og taktiske ændringer var holdet klar til at gå på banen igen, med en stor tro på, at dette opgør kunne vindes. 2 halvleg viste fra starten, at nu ville AIF spillerne bare vinde den kamp og styrede spillet og fik skabt nogle gode muligheder. Bla var Mikkel Boye tæt på et par gange hvor bolden med lidt held havde endt i målet. Mads Birkely erstattede Tobias Mouritsen efter en times spil. Sebastian Pedersen fik desværre også en skade i midten af 2 halvleg og Sejer Nielsen kom tilbage på banen og fik flot sat sit aftryk på den defensive midtbane.
Efterhånden som 2 halvleg skred frem kom Ullerslev mere med i kampen og havde nogle nærgående forsøg. Rune Terndrup som et stykke tid havde været arbejdsløs viste sig at være klar når det endelig galt. Stor styrke af Rune. Marcus Møller Christensen havde gennem længere tid glædet sig så meget til denne kamp, at han til sidst fik overbevist os på sidelinjen om, at han måtte ind og spille til sidst om end han stadig var mærket af skaden. Det skulle 5 min senere vise sig, at være en god ide, da samme Marcus diskede op med en assist til en igennem hele kampen farlig og velspillende Mikkel Boye. Mikkel Boye fik scoret og jublen kunne bryde løs. I kampens slutfase bød Ullerslev ind med lidt afslutninger, men det gennem kampen meget solide AIF forsvar med en sikker sidste skanse i ryggen med navnet Rune Terndrup fik flot afværget de sidste forsøg. Endelig kunne dommeren fløjte af og jublen kunne endelig bryde rigtig løs efter en super spændende kamp, hvor der trods kampens betydning, var en god stemning holdende iblandt. Spillerne skal virkelig roses for en meget flot fight og en udstråling som viser, man kæmper for holdet
Kampens spiller blev en lige affære. 3 spillere fik hver 4 stemmer: Rune Terndrup, Oliver Laursen og Mikkel Boye
Til sidst skal lyde en stor tak til alle de tilskuere der var mødt frem, både forældre, søskende, venner af holdet og alle de andre AIF støtter. Jeres støtte blev meget tydelig bemærket af spillerne og betyder meget mere end man lige går og tror. Sidst men ikke mindst tak til vores oversiddere i denne kamp som var på lægterne og støttede kammeraterne på banen. Det er bare klasse.
Næste kamp er søndag den 18. september ude mod Årslev og kampen fløjtes i gang kl. 13.00
Dagens fotograf fangede lidt billeder og herunder følger derfor en lille kavalkade fra begivenhederne i Ullerslev.
- Lige som fotografen bevægede sig ned bag ullerslev-målet, blev første Aunslev scoring sat ind.
- Pause og tid til taktiske justeringer, inden de sidste 45 minutter af det spændende lokalopgør.
- Morten Florczak lægger, med frisparket, an til angreb mod hjemmeholdets målfelt.
- Endnu en dødbold bliver rettet mod værternes mål.
- Aunslevs Mikkel Boye kommer til baglinjen og leverer afleveringen til en efterfølgende kæmpechance.
- Tilsyneladende synes bolden nået. Desværre var kendsgerningen en anden, da foden nåede læderet.
- Aunslev på ny, fremme i modstanderens felt. Denne gang blev der dog fløjtet frispark til Ullerslev.
- Ja når man vifter med rumpetten, så hakker spætten!
- Der var nok at se til for Ullerslev-keeperen, som måtte tage sig i agt for endnu en dødbold.
- MÅÅÅÅÅL! - 2-1 til Aunslev efter gennembrud i venstre side af feltet.
- Jublende glade AIF'ere fejrer den forløsende scoring.
- Og så hjem og forsvare føringen med godt 10 minutter tilbage af opgøret.
- Som billedet tydeligt viser, så lykkedes det drengene at hive sejren i land.
- SÅDAN! U19 spillerne, trænerstaben og enkelte fans i skøn forening ovenpå kampen.