Forårssæsonen bød på en 4. plads i serie 5, hvilket ville sige at 2. holdet skulle tilbringe minimum endnu et halvår i denne række, men det skulle nu ikke ødelægge et tændt AIF hold på hjemmebane. Holdet rykkede et par spillere op i 1. Holds truppen, så det betød at vi skulle ud og finde nye kræfter. Det skete i form af en del rutinerede som gjorde en god indsats.
AIF åbnede kampen rigtig godt med flot spil og en masse chancer, hvor B67’s målmand virkelig blev sat på prøver i form af afslutninger fra Jens Munk og Anders Haugaard. Efter 36 minutter blev der noget klodset begået straffespark på Rasmus Olsen, og det omsatte han selv sikkert til en 1-0 føring. Blot 5 minutter efter var Munk på pletten efter en flot frispilning af Haugaard. 2-0.
2. halvleg blev en mere rodet affære end første, og det udmøntede sig i et reduceringsmål fra B67. Rasmus O kantede en fri B67 spiller og dommeren pegede på pletten. 2-1.
Rasmus Olsen kom i centrum i kampen, og det gjorde han også i det 67. minut, da Morten Truelsen lagde bolden til rette for Rasmus, som med en blød inderside blev placeret i en høj bue i hjørnet. 3-1.
Efter målet pressede B67 mere og mere på, og de fik nogle løse chancer, som ikke blev omsat. Det gjorde Anders Haugaard til gengæld i den anden ende. Efter at have haft nogle nærgående forsøg i første halvleg, fik han et frispark uden for modstanderens felt. Han skulle ikke bruge lang tid til at se en åbning, og bang, så lå bolden inde i rusen til det der blev slutresultatet 4-1.
Efter kampen blev sejren fejret med vinder sangen, og selvom vi var enige om at spillet ikke hang sammen, så var vi alligevel glade for den gode start på sæsonen, hvor ambitionen helt klart er oprykning til serie 4.
Kampens spiller blev Rasmus Olsen, som formåede at score 2 flotte mål, og samtidig fik blokeret modstandernes opspil med hans lange stænger J. Tillykke til ham.
Næste kamp er mod BBB på Aunslev stadion lørdag d. 20. august kl. 12.00, lige før 1. Holdet. Så kom op og nyd en god omgang fodbold.