1359

Martin "Gartner" Larsen hædret med flot pris

Klub-cms nyheder
25. november 2011 - 21:29 af: Jacob Skov

Fredag eftermiddag var der besøg fra Nordea, hvis repræsentant havde en overraskelse (for Martin i hvert fald) med i posen. Læs mere her,


________________________________________________________________________________________________________

En årvågen forældregruppe havde indstillet Martin til Nordeas "Gør-det-muligt-pris", som gives til en person, der gør en ekstraordinær indsats for at få unge til at dyrke sport. Fredag eftermiddag modtog en noget overrasket Martin prisen som vinder på Fyn.

En stor flok forældre og de fleste af Martins drenge kunne således i selskab med bestyrelsen, Nordeas udsendte og en journalist fra Fynske Medier overraske Martin midt i hans træning af drengene.

Efter nogle flotte og velfortjente ord fra Nordeas udsendte, blev Martin overrakt prisen, en buket blomster og to billetter til DRs store gallashow "Sport 2011", som løber af stablen i januar.

Martin selv var noget overrumplet, men han kunne dog fremstamme et tak for derefter med en blanding af sarkasme og oprigtighed at sige:

"Jeg er nu mest ked af, at I forstyrrer min træning". 

Så kender vi ham igen...:-).

Faktisk havde Martin så travlt med at få afviklet den træning, han havde lovet drengene, at han knap havde tid til at sætte sig ned med de fremmødte efterfølgende og nyde en vand/øl og en kop kaffe, som klubben ved lejligheden var vært med.

Udvalgt blandt mange kandidater
Martin gør et kæmpe og bemærkelsesværdigt stykke arbejde for klubben og i særdeleshed for drengene. Det synes man også i Nordea. Martin blev således først udvalgt blandt alle kandidaterne fra Nyborg af den lokale filial og blev dernæst senere udvalgt som den endelige vinder på Fyn blandt en lang række kandidater. Dermed er han "Fynsmester", og det betyder samtidig, at han er én blandt i alt 24 kandidater, der er videre i den endelige konkurrence. Heraf skal der udvælges tre nominerede, som alle præsenteres ved Sport 2011. Vinderen kan foruden æren glæde sig over en kontant belønning på kr. 75.000,-.

En flot indsats kræver god opbakning
Prisen er Martins, og Martins alene - velfortjent på alle måder!

Alligevel må der kippes lidt med hatten af forældrene, som gang på gang viser stor opbakning til holdet, og som står bag nomineringen. Ligeledes skal hatten løftes for drengene, som klør på med krum hals og stor mod på fodboldtilværelsen, når Martin (og Thomas) holder dem til ilden - på og uden for banen.

Om Martin står som den endelige vinder skal blive spændende at f'ølge. Men det er ikke det afgørende. Han har med prisen nemlig fået den anerkendelse for sit arbejde, som han fortjener, og det er endda med forældrene som afsender. Undertegnede er overbevist om, at netop det betyder rigtig meget for Martin.

Efter alt hurlumhejet med priser, blomster, flotte ord, glade forældre, rartløse drenge, journalister, fotografer, øl, vand, kaffe og snacks vendte Martin tilbage til halgulvet, hvor der stadig var tid til lidt træning. Ja, man hviler vel ikke på laurbærene!