1359

AIFs VedtægterUdskriv side

§1
Foreningens navn er AUNSLEV IDRÆTSFORENING (A.I.F.) med hjemsted i Nyborg Kommune. Stiftelsesår 1866.
 
§2
Foreningens formål er ved idræt og andet kulturelt at fremme den enkeltes og fællesskabets sundhed og trivsel.
 
§3
Foreningen skal være tilsluttet Svendborgs Amts Skytte-, Gymnastik- og Idrætsforening, Svendborg Amts Gymnastikforening samt de respektive boldspils hovedorganisationer, der hører under Dansk Idrætsforbund og dermed er undergivet disse organisationers respektive love og vedtægter.
 
§4
Som aktive medlemmer kan optages børn og voksne, når de vedkender sig nærværende vedtægter.
Som passive medlemmer kan optages enhver, der vedkender sig vedtægterne, men uden stemmeret på hovedforeningens og afdelingernes generalforsamlinger. Udmeldelse af aktive medlemmer skal ske skriftligt med 14 dages varsel til et halvt år, for årsmedlemmer dog senest 1. september.
 
§5
  1. Foreningen ledes af en bestyrelse bestående af 4 personer: Formand, kasserer, næstformand og sekretær. Disse vælges på hovedgeneralforsamlingen og må ikke samtidig være bestyrelsesmedlemmer i de enkelte afdelinger. Formanden og kassereren vælges lige år, næstformanden og sekretæren vælges ulige år.
  2. Samt en repræsentant for hver af de i §6 anførte aktive afdelingsbestyrelser.
  3. De 4 i bestyrelsen vælges for 2 år ad gangen. Bestyrelsen konstituerer sig selv inden 8 dage efter generalforsamlingen.
  4. Valgbar er ethvert medlem, der er fyldt 18 år, og stemmeret fra det fyldte 16. år. Indtil dette år har forældre eller værge stemmeret for deres barn ? med 1 stemme pr. barn. Der kan gives tilladelse til, at medlemmet overlader sin stemme til forældre eller værge til det fyldte 18. år. Ethvert aktivt medlem, der er fyldt 16 år, kan vælges til diverse udvalg i foreningen.
  5. Hovedbestyrelsen fastsætter selv deres forretningsdagsorden.
  6. Vedtagelse af sager, der vedrører hovedbestyrelsen kræver over halvdelens af bestyrelsens stemmer herfor. I tilfælde af stemmelighed ved afstemning i hovedbestyrelsen skal formandens stemme være afgørende. Der føres protokol overvedtagne beslutninger i hovedbestyrelsen. Protokollen underskrives af hovedbestyrelsen ? senest ved næstfølgende hovedbestyrelsesmøde.  
  7. Hovedgeneralforsamlingen indvarsles med mindst 14 dages varsel ved opslag i foreningens lokaler og i lokalpressen.
  8. Et medlem kan kun vælges, såfremt vedkommende er tilstede eller har givet skriftlig tilsagn til bestyrelsen forinden.
§6
Foreningen kan efter godkendelse på generalforsamlingen nedsætte/optage afdelinger for fodbold, gymnastik, badminton samt andre sportsgrene.
 
§7
HOVEDGENERALFORSAMLINGEN
Den ordinære hovedgeneralforsamling afholdes med følgende dagsorden:
 
  1. Valg af dirigent
  2. Aflæggelse af beretning
  3. Aflæggelse af det reviderede årsregnskab. Samtlige afdelingers reviderede og godkendte regnskaber fremlægges til orientering.
  4. Behandling af indkomne forslag
  5. Valg af bestyrelse og -suppleanter
  6. Valg af revisor og -suppleanter
  7. Eventuelt
§8
  1. Foreningens hovedgeneralforsamling afholdes i april måned.
  2. Forslag, der ønskes behandlet på hovedgeneralforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 8 dage før.
  3. Såfremt medlemmer af hovedbestyrelsen ikke ønsker genvalg ved den kommende hovedgeneralforsamling, skal dette anføres i bekendtgørelsen af hovedgeneralforsamlingen.
  4. Ekstraordinær hovedgeneralforsamling kan indkaldes så ofte hovedbestyrelsen finder det fornødent og skal indkaldes i løbet af en måned, såfremt 30 stemmeberettigede indgiver skriftlig begæring til hovedbestyrelsen ledsaget af en fremstilling og motivering af de forslag, der ønskes behandlet.
§9
Hver enkelt afdeling skal betale et kronebeløb pr. medlem af afdelingens samlede medlemstal pr. år til drift i hovedforeningen. Beløbet fastsættes hvert år af hovedbestyrelsen.
 
§10
  1. Hovedforeningen tegnes ved underskrift af formanden. Ved køb og salg, pantsætning af fast ejendom samt ved optagelse af lån i hovedforeningens regi af den samlede bestyrelse i hovedforeningen.
  2. Afdelingerne tegnes af den samlede afdelingsbestyrelse.
§11
Hovedforeningens regnskabsår går fra 1/7 til 30/6, og senest den 20/9 afgiver hovedbestyrelsen driftsregnskab og status til revisorerne.
 
§12
På hovedgeneralforsamlingen afgøres sager, som henrører på hovedgeneralforsamlingen ved almindeligt flertal. Dog kræves til ændring af paragraffer, som ikke vedrører de enkelte afdelingers suverænitet, dvs. §§ 1-13, at mindst 2/3 af de afgivne stemmer afgives for forslaget.
Skriftlig afstemning kan efter ønske foretages.
 
§13
  1. Foreningen kan kun opløses, når 2/3 af de stemmeberettigede på 2 på hinanden følgende ekstraordinære hovedgeneralforsamlinger stemmer herfor (indkaldelse §5 stk. 7).
  2. I tilfælde af opløsning pålægges det hovedbestyrelsen at indkalde til ekstraordinær hovedgeneralforsamling, hvor der tages stilling til anvendelse af foreningens aktiver eller en evt. opbevaring til en evt. senere drift af foreningen.
§14
AFDELINGSGENERALFORSAMLING
Hver afdeling vælger afdelingsbestyrelser på det antal medlemmer der er nødvendige ifølge afdelingsgeneralforsamlingens mening om det foreliggende arbejde i den pågældende afdelingsbestyrelse.
 
  1. Samtlige afdelingsbestyrelser vælges for 2 år ad gangen, således at halvdelen af afdelingsbestyrelsens medlemmer er på valg hvert år.
  2. Afdelingsgeneralforsamlingerne afholdes inden hovedgeneralformsalingen, og afdelingsbestyrelserne konstituerer sig selv inden 8 dage efter, dog inden hovedgeneralforsamlingen.
  3. Valgbar: Se §5 stk. 4 og stk. 8.
  4. Afdelingsbestyrelserne fastsætter selv deres forretningsorden, råder selvstændigt og egenrådigt over pengemidler og fører selvstændigt regnskab.
  5. Vedtagelse af sager, der vedrører afdelingsbestyrelsen kræver over halvdelen af bestyrelsens stemmer herfor. I tilfælde af stemmelighed ved afstemning i afdelingsbestyrelserne er vedkommendes formands stemme afgørende. Der føres protokol over vedtagne beslutninger i afdelingsbestyrelsen - senest ved næste afdelingsmøde.
  6. Afdelingsgeneralforsamlingerne indvarsles med mindst 14 dages varsel ved opslag i afdelingens lokaler og i lokalpressen.
  7. Den enkelte bestyrelse leder det idrætslige arbejde inden for sit eget område.
  8. Hovedbestyrelsesmedlemmerne har møderet til afdelingsbestyrelsesmøderne, men ikke stemmeret.
  9. Afgår nogle afdelingsbestyrelsesmedlemmer i årets løb, har afdelingsbestyrelsen ret til at supplere sig selv, indtil næste generalforsamling, af de valgte suppleanter.
§15
På den ordinære generalforsamling i afdelingerne behandles følgende:
 
  1. Valg af dirigent
  2. Aflæggelse af årsberetning
  3. Aflæggelse af det reviderede årsregnskab og fremlæggelse af næste års budget.
  4. Behandling af indkomne forslag
  5. Valg af bestyrelse og -suppleanter
  6. Valg af revisor og -suppleanter
  7. Eventuelt
 
Vedtagelse af ændringer i de paragraffer, der vedrører den enkelte afdelings suverænitet (§§ 14-18), kan kun ske på afdelingsgeneralforsamlingerne og kun når mindst 2/3 af de afgivne stemmer afgives for forslaget. Skriftlig afstemning kan efter ønske foretages.
 
§16
  1. Foreningernes medlemmer, afdelingernes medlemmer, udvalgsmedlemmer og bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for de i foreningen indgåede forpligtelser, for hvilke alene foreningen hæfter med dens respektive formue.
  2. Foreningens medlemmer har ikke nogen økonomisk forpligtelse overfor foreningen ud over kontingentforpligtelsen.
  3. Foreningens medlemmer har ikke noget krav på nogen del af foreningens formue eller udbytte af nogen art.
§17
Ekstraordinær generalforsamling i en afdeling afholdes når flertallet i afdelingsbestyrelsen eller 30 af afdelingens stemmeberettigede aktivitetsmedlemmer fremstiller skriftlig begæring herom (indkaldelse se § 14 stk. 6).
 
§18
  1. Et aktivitetsområde kan kun udtræde af hovedforeningen, når 2/3 af de stemmeberettigede på 2 på hinanden følgende ekstraordinære afdelingsgeneralforsamlinger stemmer herfor. Udtrædelse kan først finde sted ved den førstkommende ordinære generalforsamling i hovedforeningen med de på statustidspunktet opgjorte aktiver og passiver.
  2. I tilfælde af opløsning pålægges det afdelingsbestyrelsen at indkalde til ekstraordinær afdelingsgeneralforsamling, hvor der tages stilling til anvendelse af afdelingens aktiver eller en evt. opbevaring til en evt. senere drift af afdelingen.